Sasho, den gamle Zen-munk, ligger for døden. Nyheden når snart alle hans jordiske Sannyasin’er, og de kommer løbende for at vise deres sidste respekt.. 

Rishiki, hans yndlingselev, hører om sin mesters snarlige bortgåen.
Hurtigt går han mod markedet.
"Men hvor går du hen Rishiki?! Din mester ligger i den modsatte retning!"
Uden at tage sig af disse ord, fortsætter han mod markedet...
Der søger han højt og lavt, og endelig finder han en enkelt bod med en enkelt durian; MongThong. Den sidste af en lille bunke uden for sæson. En frugt han kun alt for godt ved at hans mester har en særlig forkærlighed for. 

Rishiki ankommer til Sashos bolig.
Sasho vender sig mod ham og siger, "Ahh... Rishiki, endelig er du her."
"Ja, mester, det indlysende er virkelig altid betydningsfuldt."
De udveksler smil.
Rishiki åbner den modne durian og byder sin lærer den åbne frugt. 

Mens de betragter deres mesters skrøbelighed og svindende livsstyrke, ser en ung studerende på ham og siger: "Mester... Du vil snart forlade os. Hvis du kunne opsummere all din lære i en kort sætning, hvad ville det være?" 

"Ahh... kun lidt, Rimpo," sukker mesteren.
Han tager det bløde kød fra durianfrugten og placerer det på sin tunge.
Alle venter...

"Denne durian er fremragende!"... Og derved forlader Sasho os for at fortsætte sin rejse i andre verdener.