Kirstine Nolfi om råkost

Civilisationssygdomme er de overvejende på forkert ernæring og forkert levevis betingede kroniske degenerationssygdomme som rheumatisme, hjerte- og kredsløbssygdomme, nyre-, lever-, mave- og tarmsygdomme, regulerings- og sekretionsforstyrrelser, kræft, nervesygdomme og andre. De har trods medicinens fremskridt taget et uventet og vidtgående opsvind i de senere år på trods af alle "vidundermedikamenter", operationer, behandlingsmetoder, helbredelseskilder og kure.
Den rigtige vej til at bekæmpe, helbrede og ikke mindst forebygge disse sygdomme er råkost, sådan som den rækkes os fra naturens hånd, sammen med god hygiejne, rigelig søvn og hvile og passende motion i frisk luft. Den vej står åben for alle, den skal bare benyttes.

Søger vi læge, håber vi at få medicin under en eller anden form, der kan gøre os raske; det er vi vant til, det er bekvemt for os, det er også bekvemt for lægen; men det går ikke i det lange løb. Vi må tage ondet ved roden, finde og fjerne årsagen til sygdommen, og denne årsag er i så godt som alle tilfælde forkert ernæring.

Frisk, rå plantekost er sollysernæring; den ejer den højeste næringsværdi, og denne kan ikke under nogen påvirkning forhøjes eller forøges, kun formindskes. Og det sker ved visnen, lagring, tørring, gæring og forrådnelse, eller når vi koger, bager, steger eller steriliserer vor føde.

Biologisk dyrkede kartofler, helst fra sandjord, har som rå en fin smag, der minder om nødder, men ikke er så udpræget, at den i længden kan vække modvilje. Vi kan spise rå kartofler tre gange daglig, uden at blive trætte deraf.

Når legemet overlades til sig selv, er det selvregulerende, selvhelbredende.
Lokaliserede sygdomme skyldes legemets ekstraordinære anstrengelser for at eliminere stærke gifte, som det ikke selv kan udskille ad de sædvenlige udskillelsesveje. Medens legemet således er optaget af at slippe af med disse gifte, kan al føde være direkte skadelig. Legemet kan ikke magte den opgave at udskille i stor stil og samtidig fordøje.
Det kan ikke siges stærkt nok og ofte nok, at det er en af de største forbrydelser i vore dage at tvinge mennesker med en akut sygdom til at spise.

Som læge må man altid huske, at det ikke er en sygdom, man behandler, men et sygt menneske. Rigtig bedømmelse af patientens almenbefindende og almentilstand er uhyre vigtig. Det store spørgsmål er: Hvor stor en støtte har patienten i sin konstitution, i sin natur, og hvad kan vi gøre for at hjælpe den? Og her er det min erfaring, at ren råkost virker forbavsende godt, bedre end noget andet. Jeg har en næsten ubegrænset tillid til naturens evne til at hjælpe sig selv; når den blot gennem naturlig kost og naturlig levevis får tilført de stoffer, den har brug for, da vil den selv i evig visdom vide at anvende dem på rette måde, langt, langt bedre end vi læger formår det med vore kunstige medikamenter og kunstige indsprøjtninger. Naturen arbejder langsomt men sikkert.