Hvor mange gange har I selv hørt det:

"Hvor får du protein fra?"
"Mangler du ikke protein, når du er vegetar?"
"Du skal spise mange bønner, hvis du ikke spiser kød, for at få nok med protein."

Man kunne nemt tro, at det må være videnskabeligt bevist, at det er meget svært at få protein nok. Især når man er vegetar. Og helt umuligt når man kun spiser frugt. Hvis det er sådan, at så mange mennesker spørger igen og igen det samme spørgsmål "Mangler du ikke protein?", burde det ikke være nemt at finde nogle videnskabelige beviser om, at det er let at komme til at mangle protein?

Men nej, så let er det faktisk ikke. Der er faktisk slet ikke nogen dokumentation for påstande om, at man kan komme til at mangle protein, hvis man er på varieret vegetabilsk diæt, baseret på uraffinerede fødevarer, der tilfredsstiller ens energibehov.

I starten af 21. århundrede er der stadig gang i den evige proteindebat, der nu har været på banen i mere end 100 år. Det er forbavsende, hvor meget folk er påvirket af en gammel skrøne. Hvordan kan det være, at vi kan være så kritiske på nogle punkter og så lytte blindt til udokumenterede påstande, når det gælder ernæringsviden? Man må se i øjnene, at det må være, fordi folk ikke bliver uddannet i ernæring. Situationen synes at være katastrofal, når folkeskolelærere fortæller børn, at der ikke findes kulhydrater i frugt og at protein kun findes i kød, bønner og nødder.

Selv vegetarer og henholdsvis veganere eller råkostspisere kan ikke helt droppe tanken om vigtigheden af at sikre sig en pålidelig (koncentreret) kilde til protein. Mange lider stadigvæk under en gammel skrøne om proteinkomplementering, der nogle gange bliver også brugt af ernæringsvejledere.

Når jeg nu er blevet spurgt for 1528. gang "hvor får du din protein fra?", så må jeg indrømme, at jeg er blevet træt af det og derfor skriver det nu på papiret. Så kan jeg uddele det til dem, der ikke har haft mulighed for at undersøge spørgsmålet selv.

Ernæringsvidenskaben har altid været plaget af pseudovidenskab, dyreforsøg og højtråberi mere end faktuelle og veludførte forsøg på mennesker.
Proteinkampagnen startede i anden halvdel af 19. århundrede, hvor Playfair, Liebig, Voight og andre påstod, at menneskets behov for protein var meget højt, 20 eller 25% af ens kalorieindtag. Med andre ord mellem 100-200 gram om dagen. Ideen var baseret på observationer af nogle bryggeriansatte og dyreforsøg.
På samme tid var der også nogle, der ikke hoppede med på højproteinbølgen. F.eks. Hirshfeld og Lahmann, der på sig selv og andre kunne se unødvendigheden af en højproteindiæt. Lahmann har baseret sine beregninger på sammensætningen af modermælk og kunne ikke se en god grund til, at man skulle indtage flere proteiner som voksen end man får som lille barn, hvor proteinbehovet er størst.

Senere har mange andre forskere som Chittenden, Hindhede og Berg foreslået meget mindre daglige værdier for proteinindtaget, helt ned til 25 gram om dagen. Og hvad mere, Dr. Hindhede og Chittenden har allerede i starten af 20. århundrede dokumenteret den skadelige effekt af en højproteindiæt. De fandt ud af, at de stærke mænd, der indtog mere end 120 gram protein om dagen var også den gruppe, der havde højest dødelighed og flest degenerative sygdomme. Lignende resultater kunne også påvises med dyreforsøg.

Under den første verdenskrig fik Hindhede mulighed for at afprøve effekten af en vegetabilsk baseret diæt på befolkningen med sin rationaliseringsplan. I løbet af 3 år har millioner af mennesker levet af en nærmest vegetarisk diæt. Danmark undgik efterkrigstidens epidemier og resultatet det efterfølgende år kunne mærkes med et fald i dødeligheden på 40%. De gode resultater har dog ikke efter krigen bremset den igen stigende efterspørgsel efter kød. Konsekvensen var, at statistikken over dødsfald vendte tilbage til de gamle spor igen.

I løbet af årtier blev der igen lavet flere tvivlsomme forsøg med dyr, der igen fik sat proteinbehovet op. Støttet af kødindustrien, blev der lavet flere forsøg, der ville dokumentere vigtigheden af indtagelsen af kvalitetsprotein. Nogle af dem nærmest uetiske, udført på fattige, underernærede børn, men desto mindre er det hver gang blevet omtalt i aviserne og fået proteingryden til at koge igen.

Det om historien nu sagt, vil jeg med det samme slå fast, at det er nærmest umuligt at komme til at mangle protein. Og at protein er sandsynligvis det næringsstof, som er nemmest at få i en almindelig diæt.

Proteinmangel er nærmest ukendt i den vestlige verden. Den ses kun i forbindelse med nogle helt ekstreme diæter eller underernæring.

De officielle anbefalinger går fra 0,6-1 g protein per kilovægt, eller 10-15% af ens kalorisk indtag. Det er svært at tage dem seriøst, fordi mange millioner mennesker i verden klarer sig godt med 0,4-0,6 g per kg vægt. Flere forsøg (bl.a. udført af Max Planck Institute og WHO) har bevist, at man kan klare sig fint med et proteinindtag på 25-30g om dagen eller 0,35 g per kg vægt. Flere forsøg har også dokumenteret, at selv hvis diæten ikke er særlig varieret, kan man uden videre fungere og også være fysisk aktiv. Den danske Dr. Hindhede har vidst det allerede for 100 år siden pga. hans forsøg med assistent Madsen, som kun indtog lidt over 20 gram protein om dagen.

Allerede i 70'erne kunne man også dokumentere fysiologisk tilpasning af kroppen til diæter med såkaldt inkomplet protein, hvor indtaget af en aminosyre er meget begrænset (Edwards et al.) Young et al. har dokumenteret, hvordan kroppen ved at begrænse oxidationshastighed af de enkelte aminosyrer kan opnå balance i tilfælde af lavt indtag.

De fleste aminosyrer i kroppen bliver genbrugt ligesom andre næringsstoffer. Ved siden af de eksogene proteiner fra mad har kroppen hver dag omkring 200 gram endogene proteiner fra dens egne væv til disposition. Derfor er det slet ikke nødvendigt at tænke på "proteinkomplementering", hvis man kender bare lidt til menneskenes fysiologi. Aminosyrer fra maden bliver blandet sammen med 3-5 gange så mange genbrugte aminosyrer, så mon ikke der er nok til komplementering og også til lidt sjov ved siden af ;)

For babyer er det vigtigere at få nok af de essentielle aminosyrer end bare at få dækket et samlet proteinbehov. I forhold til voksne, hvor aminosyrekvaliteten ikke betyder så meget, hvis kalorie- og proteinindtaget dækker ens behov.

De fleste forsøg i det sidste århundrede om aminosyrebehov er blevet lavet på grise og rotter og kan derfor være lidt vildledende. Menneskets anatomi og fysiologi svarer altså ikke til grise eller rotter, selv om observationer på andre arter kan give os en vis forestilling eller mønster. Bare det faktum, at grise vokser 10 gange hurtigere end mennesker i ammeperioden og 60 gange hurtigere efter afvænningsperioden, kan give os en forestilling om, hvor svært og misledende det kan være at basere ernæringsanbefalinger på studier gennemført med andre arter.

Efter 1 års levetid er behovet for aminosyrer mest til vedligholdelsesfunktioner og kun en brøkdel for vækst. Dvs. at det største behov for aminosyrer er i de første måneder, hvor hele behovet bliver fuldstændig dækket af modersmælken. Indholdet af protein i modersmælken varierer i takt med alderen og med tiden bliver den mindre og svarer til indholdet af protein i mange frugter. Nu må det altså være helt indlysende, at man som voksen, med halvt så stort behov for protein som et lille barn, kan få alle de nødvendige proteiner fra en diæt baseret på frugt alene.

I vores samfund er det ikke kun næsten umuligt at komme til at lide af proteinmangel, men det er faktisk ret nemt og farligt at få mere protein end nødvendigt, især hvis man ikke spiser vegetarisk. Man er blevet med tiden mere opmærksom på de negative helbredsmæssige aspekter af højproteindiæter. Om problemerne mest skyldes højere proteinindtag eller højere fedtindtag (fødevarer med højt proteinindhold er som regel fyldt med fedt) er ikke helt klart, men begge dele kan være farlig at indtage i større mængder end nødvendigt. En spændende beretning herom findes i Dr. Collin Campbell's bog "The China Study".

Vi er ikke særlig godt udstyret til at spise store mængder af protein. Hvis vi kigger på vores nærmeste slægtninge i dyreriget, chimpanser og bonobo, finder vi ud af, at deres proteinindtag er meget lavt og meget sjældent indeholder animalsk protein, hvis overhovedet. Vores anatomi er stadigvæk sådan, at den favoriserer en diæt, der meget ligner den vi ser hos frugtspisende menneskeaber. Frugt bør være en basisfødevare for os, suppleret med blad- og andre bløde grøntsager og måske lidt nødder og frø. Hermed vil vi ikke kun opfylde vores daglig proteinbehov, men også vores andre næringsbehov.